Den nyuddannede farmakonoms tale

Kontakt os

Læs den nyuddannede farmakonom Mie Malig Hansens tale fra Dimissionen 2016

 

 

Kære alle sammen!

Så kom dagen endelig! Vi har gennemført farmakonomuddannelsen og kan nu lægge elevskiltet på hylden og i stedet bære vores nye titel som farmakonom!

Det er en titel som forpligter og giver os ansvaret for at rådgive og vejlede de kunder, som hver dag køber deres medicin på apoteket. Titlen forpligter også hos dem som skal til at arbejde på sygehusapoteker og hos dem der vælger andre veje. Som farmakonomer skal vi være samfundets lægemiddeleksperter.


Gennemførte udfordringer
Titlen som farmakonom indebærer også en masse udfordringer. Nogen af dem har vi allerede gennemført i løbet af vores 3 år som elever. Elevtiden har bl.a. budt på udfordringer som kursusbeståelsesopgaver, PRÆS-opgaver, projektet og selvfølgelig eksamenerne. Disse udfordringer kan vi vinge af på listen. De er gennemført og derfor står vi her i dag.


Men vi har også været igennem personlige udfordringer. Jeg tror jeg taler på de flestes vegne når jeg påstår, at der blev overskredet nogle personlige grænser, da vi var ca. ½ år inde i uddannelsen. Kan i huske det?
- Vi skulle til at stå i skranken….
- Vi skulle ekspedere kunder som fik medicin, vi aldrig havde hørt om eller set før
- Og vi skulle dæleme også stille dem spørgsmål. Spørgsmål som vi ikke altid selv kendte svaret på.

Hvis vores kære underviser Birgitte havde været med os første gang i skranken havde hun med sikkerhed sagt. ”I bliver nødt til at lave akkomodationer af jeres indre tankeskemaer” (pause) Og hun ville have haft helt ret! For det der med at lave en behovsafdækning via SVAMP og SMART og yde faglig rådgivning – det havde vi aldrig prøvet før!


I dag ligger den faglige rådgivning på rygraden. Det er ikke længere grænseoverskridende at stå i skranken og ekspedere kunderne, og vi ved en masse om de lægemidler vi udleverer. Det er vores faglige og personlige udvikling, der har gjort os til specialister i vores fag!


Ventende udfordringer
Men kære nye farmakonomer. Vi må ikke tro, at vi kan slappe af nu hvor vi har fået vores titel – NEJ! For udfordringerne venter også i fremtiden; vi skal til at scanne uden at få kontrolleret og vi skal måske endda til at kontrollere andre elever. Vi skal tage imod telefonrecepter og have vores egne ansvarsområder på apoteket.

Som farmakonomer kan vi ikke læne os tilbage og slappe af. Vi skal derimod være klar til at tage imod de udfordringer vi møder i det daglige arbejde, så vi hele tiden kan tage ved lære og blive bedre til vores fag.

Kurser
Selvom vi er færdige som elever betyder det ikke, at vi er færdige med at lære. Vi skal sørge for at vores viden er ajour for at give kunderne den bedste rådgivning. Derfor skal vi værdsætte vores mulighed for at tage på minimum 1 kursus om året. Det er en mulighed vi skal benytte os af fordi vi har det med at glemme hvordan menstruationscyklussen er skruet sammen eller virkningsmekanismen på de forskellige antidepressiva. Kurserne giver os også mulighed for udvikling mht. ledelse og netværking. Det kan vi takke vores overenskomst for.

Branchens udvikling
Vores udvikling er vigtig, fordi apoteksbranchen er en dynamisk branche. Det har vi særligt kunne mærke med ikrafttrædelsen af den nye apotekerlov. Som farmakonomer skal vi være omstillingsparate. Vi skal gå i spidsen for at udvikle og ikke afvikle apotekerne.

Den nye lov øger efterspørgslen på os farmakonomer fordi der åbner mange nye enheder rundt omkring i landet. Vi skal med andre ord være glade for, at det ikke er noget problem for os at få et job på trods af at vi endnu ikke har så meget erfaring med i bagagen.

Branchens udvikling kan vi også se på det teknologiske plan. Der bliver slået bevillinger op til online-apoteker, og mange apoteker er kommet på Facebook. Det er sågar blevet en del af apotekerforeningens strategi at anvende de sociale medier til profilering og kommunikation. Hvem havde troet det for blot 50 år siden? Den gang stillede man bestemt ikke spørgsmål til kunden og informerede ikke om lægemidlerne. De sociale medier var ikke engang opfundet! Så jeg siger det lige igen… Som farmakonomer skal vi være omstillingsparate, for hvis der er noget, der er sikkert, så er det… At vores branche er i udvikling.


Pharmakon (personale og lærere)
Jeg vil gerne benytte denne dag til at sige tak. Et særligt tak skal der lyde til Pharmakon og personalet som har taget hånd om os fra vi startede på uddannelsen indtil i dag. Hvor vi slutter.

Tak til de søde piger i receptionen for altid at stå klar med en nøgle til os.
Tak til køkken-folket for at lave lækker mad til os. OG for at i er begyndt at lave jeres kage større (pause)

Ikke mindst tak til lærerne på Pharmakon – uden jer ville vi ikke have vidst hvad ekspertkarrusel og fang en farve var for noget - Ej pjat!! Uden jer ville vi ikke stå her i dag. I har bl.a. beriget os med viden om sygdomslære og medicin men også om kommunikation og psykologi, så vi har været godt klædt på til at stå overfor kunderne i skranken. Det er vidst på sin plads at takke jer for jeres store tålmodighed.


Apotekere, uddannelses-ansvarlige, kollegaer
Nogle andre som også har støttet os i vores læring er vores uddannelsesansvarlige, vores coaches og vores kollegaer hjemme på apoteket. Tusind tak til alle jer for at skabe et godt arbejds- og læringsmiljø for os.

Jeg vil også gerne takke apotekerne, som har gjort det muligt for os at tage denne uddannelse.

Familie, venner, kærester
Til familie, venner og kærester kan jeg ikke nøjedes med at sige tak. For i fortjener mere end det! I har støttet os når det har været svært, holdt os ud når vi har læst til eksamen og i har båret over med os når vi har valgt arbejde og studie frem for opvask og huslige pligter.

Andre elever på uddannelsen
Endeligt kan vi takke os selv og hinanden! Vi har gennemført farmakonomuddannelsen og i de 3 år det har taget har vi fået opbygget helt specielle bånd til hinanden. Vi har ikke blot fået en uddannelse, som kan skrives på CV’et – vi har også fået venner for livet. Så når vi i dag tager afsked, så lad det ikke være ”farvel” men lad det være ”på gensyn”.

 

Vi anvender cookies til at huske nogle af de valg, du foretager på hjemmesiden. Læs mere her learn more